Når man sidder varetægtsfængslet er ens kontakt med omverdenen, udover en times ugentligt besøg, begrænset til breve. Derfor er det vigtigere end de fleste forestiller sig at man skriver til folk der sidder fængslede. Det for så vidt uanset om de er varetægtsfængslede eller afsoner.
Mange synes at det er rigtigt svært at skrive til indsatte og fængslede kammerater. Hvad kan man skrive, hvem læser med, er det jeg har at fortælle overhovedet interessant? Spørgsmålene og tvivlen kan hobe sig op, og fungere som en mental stopklods der forhindrer aktivister på fri fod i at skrive til fængslede kammerater.
Jeg har ikke lyst til at komme i politiets søgelys…
Nogen begrunder manglende breve til indsatte kammerater med, at de ikke har lyst til at politiet kan kæde dem sammen med de indsatte. Dette er en panikreaktion, der rammer folk, og som er meget naturlig. Man bliver her nødt til at huske på, at politiet og (især) PET har så godt styr på hvem man til dagligt har telefonisk eller digital kontakt med, at det, at undlade at skrive breve, ikke ændrer ved noget. Man kan ikke gemme sig fra politiets søgelys, blot ved at lade være med at skrive til en fængslet.
Hvis man er nært relateret til en fængslet risikerer man derimod at vække opmærksomhed ved ikke at skrive. Hvis man f.eks. ved at man selv er i søgelyset i en sag hvor ens kammerat sidder fængslet, og politiet har overvåget ens vennekreds, risikerer man at gøre sig selv mere interessant i politiets optik ved at være en af de eneste der ikke skriver. Således er det juridiske argument ikke at skrive til en fængslet kammerat ikke validt, og bør afskrives som almen (og ganske normal) paranoia.
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive…
Det er (næsten) lige meget hvad du skriver. Fortæl om din nyfødte baby, om dit job eller uddannelse, om dine kærlighedskvaler, om politiske projekter, madopskrifter, den seneste film du har set i biograffen, Lady Gagas nyeste musikvideo – hvad som helst. Man skal naturligvis huske, at politiet læser med, så alt hvad der direkte eller indirekte kan forekomme juridisk inkriminerende bør man holde sig fra.
Men jeg vil ikke fortælle om mit privatliv når panserne læser med…
Naturligvis ikke. Der er ingen der har lyst til at citronhalvmåne-banden får indblik i ens intimsfære, uanset om det handler om kærlighedsliv, økonomiske kvaler eller fremtidsdrømme. Men tænk på, at mange af disse ting er nogen du alligevel plastrer din facebook-wall til med til dagligt, og sms’er med dine venner om – således ved PET formentligt udmærket hvad du går og tænker på til hverdag. At det kan forekomme angstprovokerende at skrive den slags i breve som man med sikkerhed ved bliver læst igennem er ganske naturligt, men prøv at sætte dig udover det alligevel.
Hvis ikke du kan det, så fortæl om ting der vitterligt er upersonlige; print fem sjove opslag fra Wikipedia, lav en tegning, find nogle sjove jokes på nettet eller afskriv sladder fra Se og Hør. Det er ikke lige så fedt at modtage som indsat, men meget meget bedre end ingenting!
En anden mulighed er, at sende anonyme postkort, der oftest går igennem brevkontrollen selvom der ikke er afsendernavn og -adresse på.
Men jeg kender ikke hende der sidder fængslet særlig godt…
So what? Det kan godt være du ikke skal fortælle de mest slibrige detaljer om dit privatliv, men introducer i stedet dig selv, og fortæl lidt om hvad du går og laver. Som indsat er det altid rart at få nye pennevenner! Husk at sætte navn og afsenderadresse på brevet, og vedlæg evt. frimærker.
Generelt, så tænk på (hver eneste gang du er i tvivl om skal skrive eller ej), at det kunne være dig selv der sad varetægtsfængslet. I den situation ville du ønske at dine kammerater ikke lod sig skræmme af, at politiet læser med, eller af, at de ikke kender dig særlig godt. Husk på det, når du selv bliver usikker.
Repression er deres våben – solidaritet er vores styrke!