Tit og ofte forsøger politiets efterforskere at presse eller true aktivister til at udtale sig i forhør. Det er bare ikke i din interesse – men absolut i deres.
Gennem årets [2010] første måneder har politiet i fællesskab med PET ført en mere offensiv linie mod den antifascistiske bevægelse end normalt. Adskillige har være varetægtsfængslet, mange har haft ransagninger eller været anholdt og alvorlige sigtelser er gavmildt blevet strøet ud over den antifascistiske bevægelse. Dette er et forsøg på at kortlægge, intimidere og svække det antifascistiske arbejde i hele landet.
At politiet ikke er vores venner, er ingen af Projekt Antifas læsere næppe i tvivl om. Alligevel så forsøger politiet, i deres arbejde med at standse den antifascistiske bevægelse i hele landet, at optræde som ’bekymrede politifolk’ der blot vil ’sørge for at man ikke kommer i problemer’ og at ’man jo skal tænke på sin fremtid’, ligesom de gerne vil ”sørge for at de farlige nazister kommer i fængsel” – I kan formentligt selv fylde mange flere good-cop-bad-cop-klicheer på.
Disse klicheer kommer i spil, når politiet have folk til at snakke. Uanset om det sker i forbindelse med en almindelig anholdelse, en ransagning eller varetægtsfængsling, så må man gøre sig en ting helt klart: Uanset hvad politiet siger, så er de der ikke for at hjælpe!
Uanset hvor venlig, sympatisk og anti-nazistisk en betjent fremstår når han snakker med dig, så husk på, at der er en årsag til han er der. Politiet bruger ikke resourcer på at lege hyggeonkler eller beskytte venstrefløjen mod fascistisk vold. Politiet bruger deres resourcer der hvor der er gevinst ved det. Der hvor de kan få et indblik i hvem der er hvem i den antifascistiske bevægelse, der hvor de kan få en aktivist til at sige lidt for meget om sine kammerater, kort sagt; der hvor det i deres arbejde giver bedst mulige resultater for den mindst mulige indsats.
En af de mest benyttede tricks politiet bruger er, at love folk at de kan blive hjulpet eller få en billigere straf, mod at angive deres kammerater. Ofte vil politiet formulere sig på en måde, så du ikke føler at du stikker nogen, men blot bekræfter ting som politiet allerede ved. Men uanset at politiet måske allerede ved noget – eller blot har en teori om hvordan tingene hænger sammen – så er det guld værd for dem, og meget problematisk for dig og dine kammerater, at du udtaler dig, uanset at du blot bekræfter nogle påstande som de slynger ud.
Desværre er politiet skidedygtige til deres arbejde, og de løfter de giver kan være store. Det kan være løfter om frafaldne sigtelser, om ikke at blive varetægtsfængslet, om at udelade at chikanere en, men det kan også være det omvendte, nemlig direkte trusler: ”Enten snakker du nu, eller også tager vi hjem og ransager hos dine forældre, og det har du ikke lyst til, vel?”, ”Vi tager ud og henter dine venner nu, hvis ikke du snakker ” eller ”Hvis ikke du snakker nu, så kommer dit navn frem, og det kan nemt blive farligt for dig på grund af nazisterne”.
Alt i alt så kan mødet med politiet nemt blive meget ubehageligt, og lede dig ind i et spind af forvirring, frygt og usikkerhed.
Der findes dog en sikker løsning. En eviggyldig medicin, der på lang sigt, i alle situationer, uden undtagelse overhovedet, er den bedste: Hold din kæft.
»En sigtet har ret til at nægte at udtale sig. Hvis den sigtede vælger dette, kan det tænkes, at mistanken vokser hos politiet. Imidlertid kan en mistanke vokse nok så meget, hvis der ikke kan skaffes beviser. Afhøringer er den nemmeste og måske ofte den eneste vej til beviser.«
– advokat Michael Bjørn Hansen, tidligere universitetsunderviser i strafferet, i bogen ’Hvad må politiet?’.
Hvis man holder sin kæft, så kommer man ikke til (hverken bevidst eller ubevidst) at bekræfte politiets teorier. Man kommer ikke til at svække sin egen sag og man risikerer ikke at medvirke til at ens venner ryger i spjældet.
At der er sket et skred i politiets brug af varetægtsfængslinger mod det venstreradikale miljø bør stå klart for alle siden rydningen af Ungdomshuset. Hvor der før rydningen let gik både to og tre år mellem hver gang folk fra det venstreradikale spektrum er blevet varetægtsfængslet, er det i dag blevet kutyme, at folk kræves fængslet på sigtelser, der for fem år siden blot ville udløse bøde eller betingede domme.
Varetægtsfængsling er et af de voldsommeste overgreb man kan blive udsat for. Fra den ene dag til den anden bliver man frarøvet sin dagligdag, sin frihed, kontakten til de nærmeste og muligheden for selv at vælge hvad man vil lave. Ens skolegang eller arbejde er i farezonen, man bliver ramt på pengepungen, ens aftaler og planer må aflyses, og muligheden for at frit at snakke med dem man holder af forsvinder. Derfor er varetægtsfængsling modbydeligt, både for førstegangs-fængslede og for dem der har været møllen igennem tidligere.
Der hvor det for politiet er allerlettest at få folk til at snakke, er når folk er stillet overfor truslen om varetægtsfængsling. Politiet vil sige, at man vil blive fængslet hvis ikke man snakker, og stillet overfor valget mellem f.eks. at fortælle navne på de andre der deltog i en aktion og så komme hjem, eller holde sin kæft og ryge fire uger i det lokale arresthus, vælger nogen at snakke. At det sker er naturligt og menneskeligt, for selvfølgelig bliver man bange og skræmt når man bliver truet med varetægtsfængsling, men det gør det bare ikke til den optimale løsning.
Det vigtigste at huske i den situation, hvis man nogensinde skulle ende i den er: Politiets valg om, hvorvidt de vil kræve dig fængslet, er taget længe inden de går ind i afhøringslokalet med dig. Det er sagens alvor og deres mængde af beviser der afgør om du skal fremstilles i grundlovsforhør – ikke om du snakker eller ej.
Hvis politiet truer dig med fængsling så er det altså ren skræmmetaktik. At du snakker ændrer intet ved deres beslutning om hvorvidt de skal løslade eller fængsle dig. Hvis du bider på maddingen har du først for alvor skabt problemer for dig selv. Hvis du snakker og det ikke var politiets plan at fængsle dig risikerer du at have sagt en masse ting som inkriminerer dig selv, og i værste fald også andre, hvilket kan betyde at du bliver fængslet selvom de før afhøringen ikke havde nok materiale i mod dig. Hvis du bliver fængslet – på trods af deres løfter – har du stillet dig selv og din forsvarsadvokat i en væsentligt dårligere situation, hvor I nu skal manøvrere rundt på et meget lille juridisk spillerum fordi du har udtalt dig, og dermed har besværliggjort tingene markant for dig selv.
En del vil i en situation, hvor politiet tilbyder dem valget mellem varetægtsfængsling eller at snakke, vælge at tage chancen, håbe på det bedste og fortælle politiet det de vil høre. For nogle vil det sikkert også lykkes at komme ud af en sådan situation uden at have inkrimineret andre end sig selv – og det er naturligvis positivt i en vis forstand. Problemet er bare de resterende. Dem der ender med at tage deres kammerater med i faldet. Dem der, for at redde deres egen røv, medvirker til at deres venner ryger ind. Det er dem, der på grund af politiets dygtige afhøringsledere, får malet sig selv op i et hjørne, og til sidst ikke kan komme ud af den uoverskuelige situation på andre måder end at bralre ud med hvad de ved.
Netop fordi politiet altså er uddannet i at foretage afhøringer, så må man gå ud fra at de er bedre rustet til at håndtere en sådan situation end vi er som aktivister. Derfor må det på det kraftigste frarådes, at man giver sig ind i en kattens leg med musen (hvor du er mus!), og for eksempel forsøger at snyde eller lyve overfor betjentene. Som sagt vil kun ganske få komme ud af det med skindet i behold, mens langt de fleste vil falde i med et brag, og dermed have bragt ulykke over sig selv og deres venner.
For at opsummere, så er der altså kun en universalløsning når politiet truer med bål og brand: Hold din kæft. I mange fængselsceller i landets arresthuse står der skrevet med store bogstaver: ”Hold kæft – hold ud – kom ud!” Præcis sådan – og i den rækkefølge – bør man forholde sig, hvis man bliver truet med varetægtsfængsling eller lignende ubehageligheder.
»Det er dyrest i starten, men billigst i længden, hvis den sigtede nægter at udtale sig til politiet.« – Carl Madsen, legendarisk forsvarsadvokat.